Af Henrik Sørensen, Generalsekretær Dansk Muslimsk Union Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået aftale om tvangsinstitutionalisering af 1-årige børn fra såkaldte udsatte boligområder (i folkemunde kaldet ghettoområder). Tanken er, at de familier med ikke-vestlig baggrund (læs: muslimske), som bor i disse områder og som må formodes at holde deres barn hjemme indtil 3 år, alene fordi man ikke ønsker at ens barn skal påvirkes af det danske samfund og det danske demokrati, skal fratages retten til at bestemme over eget barns opdragelse og tidlige udvikling.
Beboerne i de såkaldte ghettoområder er oftest personer med lav tilknytning til arbejdsmarkedet, primært ikke-vestlig baggrund, højt kriminalitetsniveau, lavt uddannelsesniveau og lav indkomst, jf. Transport-, Bygnings- og Boligministeriets 5 kriterier for at kalde et boligområde for en ghetto. I og med at der er tale om mere end 50% muslimer i området, har man en naturlig formodning om at den manglende deltagelse i institutionslivet skyldes en modstand mod det danske samfund og demokrati, og ikke et bevidst fravalg, sociale eller kulturelle årsager. Ifølge professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, der har fulgt integrationsområdet gennem flere årtier og lavet adskillige undersøgelser om udlændinge og integration, går det rigtig godt med integrationen. I ugebrevet Mandag Morgen den 27. maj, giver han integrationen 8 på en skala ud af 10 og tilføjer bl.a. at de allerfleste børn går i vuggestue eller børnehave. J.G. Andersen kalder den politiske debat i underlig utakt med virkeligheden.
Men hvad pokker er det så regeringen og dens aftaleparter har gang i, når de åbenlyst benytter udemokratiske værktøjer, såsom ideologiske betinget tvang, sindelagskontrol og diskrimination i deres hellige kamp for integrationen? For regeringen kunne man jo formode, at den ønsker at virke handlekraftig og hårdtslående på de ikke-integrationsvillige muslimer. For Dansk Folkeparti må man formode, at det er et erklæret mål, at gøre livet for muslimer i Danmark så surt som overhovedet muligt, så de én eller anden dag fordufter ud af landet, helt af sig selv. Og for Socialdemokratiet kunne man vel nok få den nærlæggende tanke, at man konsekvent ønsker at fremstå som endnu mere ”hardliner” end Dansk Folkeparti, i et koldt og kynisk forsøg på at vinde vælgere fra DF og dermed regeringsmagten til næste valg. Vil man lære en befolkning at elske demokratiet, så kan man være helt sikker på, at udemokratiske tiltag, herunder statsligt sindelagskontrol, diskrimination og fratagelse af forældres ret til at bestemme over eget (spæd)barn, ved brug af økonomiske strafsanktioner over for folk, som i forvejen tilhører den gruppe af borgere med landets laveste indkomster, hverken vil lære folk at elske demokratiet eller styrke velvilligheden til at integrere sig. Det er en farlig vej regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet færdes på, hvor en oprigtig kamp for demokrati og integration overskygges af populisme og jagten på regeringsmagten. Lad os ikke håbe, at fremtidens generationer i historiens bakspejl, vil dømme netop disse partier, som de der undergravede det danske demokrati og mulighederne for en vellykket integration af landets ”ikke-vestlige” borgere. Dansk Muslimsk Union
Dansk muslimsk Union er oprettet med en hensigtserklæring i 2004 af store muslimske organisationer, der ville danne en samlende enhed for danske muslimske organisationer for at varetage muslimers interesser i det danske samfund.